dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
12 ud af 24 speciallægeselskaber har tabt data i nyt it-system
Foto: Jens Dresling, Polfoto

12 ud af 24 speciallægeselskaber har tabt data i nyt it-system

Sundhedsplatformen møder hård kritik fra speciallæger i en ny spørgeskemaundersøgelse. I grelle tilfælde er patientdata forsvundet

HOVEDSTADEN: Region Hovedstadens nye it-system, Sundhedsplatformen, har mødt massiv kritik, efter det er blevet indført.

Både læger og patienter kan ende med at komme i klemme, hvis der ikke bliver rettet op på problemerne med den nye digitale platform. Det skriver Information. 

Tastearbejdet er ifølge en speciallæge spild af ressourcer - og efter tastearbejdet er færdigt, har 12 speciallægeselskaber oplevet at tabe patientdata i systemet. Det kan i værste fald føre til fejlbehandling af patienterne.

Mindre patientkontakt
Lægernes kritik fremgår af en spørgeskemaundersøgelse foretaget af paraplyorganisationen Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), der repræsenterer 25.000 medlemmer. 

En 'tidsrøver', der giver speciallægerne 'langt mindre tid til patientkontakt og klinisk arbejde, da en stor del af arbejdstiden bruges foran computeren, bliver der blandt andet svaret.

I alt 24 specialebærende selskaber har besvaret undersøgelsen, som repræsenterer et bredt udsnit af de danske speciallæger - fra kræftlæger til gynækologer, psykiatere, infektionsmedicinere og øre-, næse- og halslæger. 

'Meget bekymrende'
Ifølge professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard ved Syddansk Universitet viser undersøgelsen, at Sundhedsplatformen i sin nuværende form er 'katastrofal for patientbehandlingen i regionerne'.

- Der har været mange gisninger om, hvor store problemerne egentlig var, men vi har manglet et overblik. Det giver LVS-undersøgelsen for første gang - og svarene er meget bekymrende, siger Søgaard, der også er afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse, til Information.

- Vi har allerede set, at 40 kræftpatienter i Region Hovedstaden ikke er blevet behandlet til tiden, fordi deres data forsvandt i systemet. LVS-undersøgelsen peger på, at dataproblemet rækker langt ind i andre lægespecialer, siger han.

Ikke systemet som sådan
Det er fra speciallægernes svar uklart, om persondataen er permanent forsvundet, eller om det er midlertidige problemer som følge af mangelfuld indtastning eller fejl, når der overføres data til andre it-systemer.

Men uanset hvad fejlene skyldes, er det ifølge Region Hovedstadens koncerndirektør, Jens Gordon Clausen, vigtigt, at medarbejderne indberetter alle fejl, de oplever i hverdagen, så der 'kan tages hånd om dem':

- Når det er sagt, så er det ofte et spørgsmål om, at medarbejderne ikke er fortrolige med systemet endnu – mere end at det er systemet som sådan, der ikke virker eller mister patientdata. Derfor arbejder vi også på at tilpasse arbejdsgangene, så bliver mere intuitive – og i øvrigt uddanne medarbejderne og sørge for, at de har nem adgang til superbrugere og support, siger koncerndirektøren til Information.

Spareøvelse bør aflyses
Når Sundhedsplatformen er rullet ud, vil 44.000 ansatte og 2,5 mio. borgere være omfattet af it-løsningen. Speciallægernes kritik er derfor alvorlig og kalder på handling, mener overlæge Henrik Ullum, formand for Lægevidenskabelige Selskaber:

- Der skal gøres noget ekstraordinært for at redde Sundhedsplatformen. Når lægerne siger, at der tilsyneladende er patientdata, der går helt tabt, er det meget problematisk, siger Henrik Ullum.

Region Hovedstaden har efter det første år med Sundhedsplatformen besluttet at spare 102 mio. kroner. Som følge af 'forbedringer' ved det nye it-system. Den spareøvelse bør aflyses, mener LVS-formanden:

- Den her meget hurtigt indtænkte besparelse, mener jeg, bør annulleres. Regionen bør i stedet skyde pengene tilbage i Sundhedsplatformen og gøre den så god, som den skal være, for patienter og læger.

Kritikken fra speciallægerne og LVS gør indtryk på koncerndirektør Jens Gordon Clausen, som dog ikke vil aflyse Region Hovedstadens bebudede spareplan.

- Når vores læger udtaler sig på den her måde, lytter vi og tager kritikken meget alvorligt. Men vi har en bunden opgave om at finde 100 mio. kr. for at få balance i regionens budgetter. Hvis ikke vi henter dem på de effektiviseringer, Sundhedsplatformen giver, skal vi hente dem med ’grønthøsteren’ på hospitalerne i stedet, siger han til Information.

mfa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.